Postkort fra New York

Guggenheims Storylines er perfekt at opleve netop i New York, som er så fuld af historier. Alle vil fortælle og høres, vise og ses.

Felix González-Torres, Untitled (Golden), 1995, detalje, installation view   Guggenheim Musuem, New York. Foto: Ursula Nistrup.
Felix González-Torres, Untitled (Golden), 1995, detalje. Storylines, Solomon R. Guggenheim Museum, New York. Foto: Ursula Nistrup.

Jeg er på vej til Guggenheim Museum i New York for at se udstillingen Storylines. På min vej gennem Williamsburg møder jeg en fyr, der har placeret sig med sin skrivemaskine på et lille bord midt på Berry Street. Foran sig har han et papskilt hvorpå der står, «Tell me a word and I will write you a poem». Hmm … hvilket ord skulle jeg  vælge, hvis nogen skulle skrive et digt til mig.

Storylines viser mere end 100 værker fra Guggenheims samtidskunstsamling. Igennem bygningens unikke snegleformede arkitektur bevæger publikum sig op og ned at de trappeløse gange, der er slisker i sneglehusets spiral. Værkerne afløser hinanden i en strømlinet rytmisk rækkefølge, i montre og på vægge. Som en i drøm sejler man hen til og ind imellem værkerne uden at skulle vælge retning eller opleve nogen form for arkitektonisk modstand.

Et værk med masser af potentiel fantasi er Phanthom Library, 2011-12 af Agnieszka Kurant, der består af en 3 meter lang boghylde med bøger. Bøgerne har titler, covers og ISBN-numre, men intet indhold – endnu. De er fysiske udgaver af fiktive bøger, der indgår i allerede skrevne romaner og noveller. Kunstneren har så inviteret forfattere til at skrive de endnu ikke forfattede historier, som løbende vil afløse de blanke sider i bøgerne på boghylden. Ingo Niermann skriver for eksempel en tekst til The Grasshopper Lies Heavy, en fiktiv bog, der introduceres i Philip K. Dicks The Man in the High Castle. Vil disse nye bøgers historier mon relatere sig til de historier de indgår i, eller vil de blive til helt nye uafhængige fortællinger? I et interview på museets hjemmeside nævner Kurant, at hun interesserer sig for begrebet «outsourcing content». En idé, der åbenbart er aktuel både inden for og uden for museet.

Rehearsal for a Reunion (with the Father of Pottery) 2011 af Simon Fujiwara er et rørende og humoristisk værk. Projektet er vist som en rumlig installation i et af bygningens få åbne plateauer. Det gir mening at se flere dele af dette projekt sammen, og det kunne måske have været et flot greb hvis kuratorerne havde gået endnu dybere ind i forskellige måder at opbygge historier på. Rigtig mange af de udstillede objekter og rekvisitter er placerede på ens hvide sokler, som man ikke kan gå rundt om. De virker statiske i deres præsentation, hvilket udelader muligheden for flashback, paralleliteter eller misforståelser, som ellers ville være oplagt i en udstilling med dette tema.

Der er mange værker man ser og ikke så mange man kan lytte til, kan bevæge sig i eller fysisk fornemme. Dette bryder dog den velinstallerede version af Felix González-Torres’ Untitled (Golden) fra 1995. Værket består af guldperlekæde-forhæng, fra gulv til loft. Forhængene er nøje afmålt og tilpasset åbningerne til trappeopgangene på de forskellige etager af bygningen. At gå igennem de glitrende gardiner er vidunderligt, også for børnene der oplever udstillingen. Jeg så mange børn levere en form for x-factor-præstation efter at være kommet igennem et af de mange forhæng, som bevæger sig på en måde, der understreger rummets rytmer virkelig flot. Udstillingen rummer også Julieta Arandas værk Saving it for later (2009). Et stort ur hænger på væggen ved siden af en bærbar transistorradio. Uret går baglæns, forlæns eller spurter der ud af. I perioder står det stille. Den manipulerede transistorradioen ledsager uret ved at udsende en optagelse af kunstnerens hjerteslag. Det kredser om perception, linearitet, systemer og tempo ligesom det smukke og rummelige værk Series of Vulnerable Arrangements – Voice and Wind (2009) af Haegue Yang, som ved brug af multifarvede, duftende persienner og ventilatorer, har skabt vidunderlig e rumlige konstruktioner af bevægelse og meget mere.

New York er nok er den by jeg nogensinde har boet i, hvor flest historier konstant melder sig – støjende, både visuelt og lydligt. Alle vil gerne have opmærksomhed; ses, fortælle, vise, komponere og høres. En kvinde syede en kjole for mig på det afrikanske marked i Harlem sidste weekend. Den blev ikke så flot, men kvinden var enestående. Hun fortalte om historierne bag såvel stoffets mønstre som de ornamenterede  fletninger i hendes hår. På vej hjem oplevede jeg musik fra et fremmedartet gambisk instrument på en af undergrundsstationerne. Her bliver det på mest fantastiske vis ved og ved …

Ursula Nistrup er kunstner og befinder sig for tiden på et residency i New York, som vil blive afløst af et residency på Røda Stens Konsthall. Her vil hun blandt andet realisere en musikalsk performance den 8. august i forbindelse med udstillingen Efterklang, som hun også bidrager til.

Hague Yang, Series of Vulnerable Arrangements – Voice and Wind, 2009. Foto: Ursula Nistrup.
Hague Yang, Series of Vulnerable Arrangements – Voice and Wind, 2009. Foto: Ursula Nistrup.

Diskussion