Modelbyggerne

Jan S. Hansen og Lukas Danys’ drengedrøm føles som en tur på Experimentarium uden guide.

Jan S. Hansen, untitled, 2024. Altered mannequin, cardboard box, glove, lamps, extension cords, bird feces, glue, resin, spray varnish. Foto: Brian Kure / GRAYSC.

Da astronaut Edgar Mitchell i 1971 kom tilbage til jorden efter sin rumrejse med Apollo 14, var det som en forandret mand. I et interview med People Magazine beskrev han, hvordan han havde oplevet en form for bevidsthedsskred derude, en grundlæggende forandring af sit indre perspektiv. At se Jorden udefra, som en lille ensom kugle midt i en kulsort uendelighed, havde fyldt ham med en følelse af forbundethed, ærefrygt og en overvældende trang til at passe på sin blå hjemplanet. Den amerikanske psykolog Frank White beskrev i 1980’erne Mitchell og andre astronauters oplevelse som en «overblikseffekt»; en nærmest transcendent oplevelse af skønhed og skrøbelighed, og en pludselig erkendelse af økosystemets hårfine balance.

På det kunstnerdrevne Simian får vi denne gang mulighed for at se én af kunsthallens egne, Jan S. Hansen, folde sig ud i selskab med litauiskfødte Lukas Danys, der tager afgang fra Det Kgl. Danske Kunstakademi til sommer. Her møder vi overblikseffekten igen i Jan S. Hansens installation af støvede, stjerneformede lamper, der som et lille solsystem oplyser de underjordiske lokaler. På en papkasse sidder en hvid, kvindelig mannequindukke og bøjer sig nænsomt ind over en lille stjerne. Måske er det en astronaut, der – netop hjemvendt fra rummet – tager vare på den ensomme, blå kugle, som hun pludselig forstod, da hun fjernede sig fra den.

Vi bevæger os videre ind i en scenografi, en slags typehus, bygget af kunstige vægge og komplet med et lille vindue og en tung ståldør med slå, hvorfra mindst et dusin hængelåse dingler. Huset har ingen sidevægge, og bevæger man sig rundt om facaden, åbner rummet sig i en ret traditionel museal arkitektur. En model, forstår man, ikke af et konkret eller forestillet hus, men af selve overskridelsen af grænsen mellem ydre og indre verdener.

Installation view, Jan S. Hansen & Lukas Danys, POV, Simian, København 2024. Foto: Brian Kure/GRAYSC

Udstillingen POV – forkortelse for point of view – er optaget af de modeller, der ikke alene repræsenterer verden omkring os, men åbner for andre perspektiver og kalder på et fornyet engagement. Der er noget vidunderligt nørdet, drengedrømmende over udstillingen, der sender tankerne helt ud i rummet og helt ind i kernen af bevidstheden. Man forestiller sig, hvordan de to kunstnere må have drømt sig helt ind i en verden af komplekse fysiske teorier og enorme datamængder, mens de trippede over bevidsthedens utrolige evne til at trække tråde på tværs af det hele.

Ved siden af Danys ramponerede busskur af den slags, der optræder i mareridt, står en informationstavle, der måske engang har indehold bussens køreplaner. Nu er den fyldt op af små flamingokugler, og man kan helt kropsligt fornemme, hvordan det støvabsorberende materiale lægger sig omkring ens tanker. Værket afgiver kun den information, som umiddelbart kan sanses; en fornemmelse af uhygge, af ikke helt at kunne aflæse situationen eller de mystiske tegn, der er limet på skurets sider.

En gennemgående figur er Jan S. Hansens mannequiner, der alle er perforeret med store huller, så de er i konstant udveksling med verden omkring dem. De fungerer som en stedfortræder for beskuerens krop og forankrer udstillingens højtflyvende ideer om forholdet mellem intelligens og bevidsthed i en menneskelig skala.

En mannequin står med armene løftet over hovedet, som stod han på en vippe i en svømmehal og gjorde sig klar til en spring. Foran ham hænger en lille dispenser, hvorfra vandet drypper regelmæssigt nedad, men fordi dråberne rammes af et stroboskoplys, ser det ud som om, de står stille i luften. Hvis mannequinen sprang, ville han så hænge stille imellem vippe og vandet under ham? Eller er han omvendt i gang med at lade sig manipulere af en videnskabelig model, der muligvis er korrekt i sin egen verden, men hvis teori ikke gælder i hans virkelighed?

At bevæge sig rundt på POV er lidt som at være på Experimentarium uden guide. Her er fyldt med teorier, eksperimenter og modeller, som ikke umiddelbart er til at aflæse, men som ligesom trækker i kroppen. Det er værker, der taler med videnskabens kølige overlegenhed og forfører os med en overraskende sanselighed. Sådan er det måske også med de modeller, vi omgiver os med udenfor kunstrummet; med de grafer og forklaringer uden hvilke, store dele af verden ville ligge udenfor vores begreber. Hvordan ville vi forstå økokrisen fx, hvis ikke det var for den type modeller, der med autoritativ abstraktion illustrerer verdens tilstand, mens de samtidig kalder på følelsesmæssigt engagement og handling?

I en tid, hvor vi er bekymrede for AI-modellernes indtog, peger POV på interessante relationer mellem maskinen og os selv. Ligesom den kunstige intelligens begriber vi også verden gennem modeller, der skaber overblik over store datamængder og komplicerede strukturer. Også vi kan manipuleres af misvisende grafer eller statistikker, der kun forklarer dele af sammenhængen, men modsat AI’en lærer vi også gennem kroppen. Jan S. Hansen og Lukas Danys kiler sig ind i det lille mellemrum, lige der, hvor forskellen imellem (kunstig) intelligens og (menneskelig) bevidsthed står synligt frem. Måske skulle man oftere gå på Experimentarium uden guide?

Lukas Danys, Harmony reduction, 2024. Stained wood, plastic bucket, chain, water, chrome paint. Foto: Brian Kure / GRAYSC.