Der er stille og dunkelt i kældergangen, der fører ind til udstillingsstedet Bonne Espérance, som åbnede i sommer i Valby og drives af kunstneren Jóhan Martin Christiansen. Men så snart jeg træder ind i det lille hvidmalede lokale med lysstofrør – og slagterforhæng som skillevæg ind til Christiansen eget atelier – bliver jeg forført af farver og lys. Det er som, når solen bryder igennem skyerne på en grå dag og strålerne manifesterer sig som en fysisk kriblen i øjnene og en summen af endorfiner i kroppen.
Sådan virker den færøske kunstner Hansina Iversens udstilling SÚGA på mig. Med olie, airbrush og lærred har hun skabt tre nonfigurative malerier og en vægskulptur, der alle står og vibrerer i kraft af de kontraster, der opstår i en vekslen imellem præcision og noget umiddelbart mere ukontrolleret.
Det mærkes stærkest i det største af malerierne, SÚGA (2024), i landskabformat, som fylder hele den ene endevæg. Her leder krasse airbrush-streger i gul og brun tankerne i retning af hastige graffiti-tags, mens brede præcise penselstrøg i stærk orange og blå danner bløde baner og folder, der som et optisk bedrag bryder billedfladen og giver maleriet et skulpturelt udtryk. I lighed med de øvrige malerier i udstillingen er der ingen fikspunkter, ingen får eller fjelde, men derimod en vibrerende bevægelse imellem farvestrøg og flader, som er de i konstant forhandling om maleriets billedrum.
Måske er det Iversens mangeårige arbejde med litografiet (blandt andet hos Steinprent i Tórshavn), der har tilført hendes malerier den lethed og transparens, der kendetegner dem. Som de lag, der opstår, når man kører fingrene hen over en dugget rude og derigennem betragter verden.
I den væghængte skulptur Portræt (2023) fremtræder lagene mere konkrete, idet den er konstrueret af sammenrullede stykker af bemalet lærred, der i konvekse og konkave folder mimer penselstrøgene. Den pirrer min nysgerrighed efter at se alt det, der er skjult under overfladen. Ligesom hos et menneske.
Samtidig skaber skalaspringet imellem den monumentale billedflade i det store maleri på endevæggen og den langt mindre, nærmest kompakte, skulptur en spænding i udstillingsrummet, som peger på en scenografisk tankegang hos Iversen. Også i installeringen af værkerne skaber hun en dynamisk bevægelse.
Udstillingstitlen SÚGA, kan forbindes til det danske «at suge» og er på færøsk desuden en betegnelse for de bevægelser og den spænding, der opstår i naturen, eksempelvis imellem havets overflade og dybde. Det kan man læse i et tilhørende essay forfattet af kunsthistoriker Kinna Poulsen, som også berører problematikken omkring såkaldt færøsk kunst, der i mange år og til dels stadig – især af et udefrakommende blik – er blevet forbundet med klassiske figurative naturskildringer.
Hansina Iversen træder heldigvis ubesværet udenfor den nationalromantiske kasse, for nok er der referencer og associationer til naturen, men hendes formsprog er snarere i familie med Peter Bondes insisteren på maleriet eller Mark Rothkos farveenergi og fremfor alt; lige nu lyser Iversens værker i en kælder i Valby i deres helt egen ret.
