Kan du huske dengang statsminister Anker Jørgensen kom hjem fra the Bronx og introducerede hiphoppen som en ny, samfundsforandrende udtryksform i Danmark? Eller hvordan den danske velfærdshiphop i løbet af 80’erne førte til indførelsen af kollektive spraymaskiner til forskønnelse af det offentlige rum? Hvis ikke, så er det nok fordi det aldrig er sket. Desværre, får man lyst til at tilføje.
På S-togsstationen Sydhavn Station har Kristoffer Ørum erstattet reklameplakaterne med det, der umiddelbart ligner en oplysningskampagne om velfærdsstatens udvikling og afvikling fra 1872 til 2001. Vi starter med Hip-hop-battlen på Fælleden, en danseprotest organiseret af den danske arbejderbevægelse, og slutter med Bling-Bling-æraen, hvor regeringen med Anders Fogh Rasmussen i spidsen tvangsprivatiserede indspilningsstudierne og gjorde det vanskeligere for ikke-kommercielle kunstnere at bryde de etablerede kulturmonopoler. Altså stort set historien om 130 års velfærdssamfund, som vi kender den, men nu med hiphoppen i hovedrollen.
Tekst og billedmateriale i plakatfrisen er, som det er typisk for Ørums praksis de senere år, genereret af et AI-program, og det er ret imponerende, hvor tæt sådan en algoritme kan komme på noget, der lyder som en plausibel historie. Man kan næsten forestille sig Colorama-kæden; det trendsættende kooperative supermarked, hvis farverige butikker droppede reklamer og arrangerede varer efter tidens farvevidenskab. Hiphoppens Irma, vel sagtens.
Indenfor på udstillingsstedet Sydhavn Station, som ligger i en tidligere DSB-kiosk, er væggene malet i en form for abstrakt graffiti – måske som i Colorama? – og en serie let slørede, ligeledes AI-generede videoer viser forskellige demonstrationer og koncerter, der kunne have en relation til plakatfrisens historie. Her er det tydeligt, at alment tilgængelige AI-programmer foreløbig er bedst til tekst og stillbilleder, og hvis man blev bekymret for fake news i mødet med plakaterne, så virker de lidt ubehjælpsomme videoer beroligende ligegyldige.
Plakaterne vækker derimod en nostalgisk længsel efter en mere fællesskabsorienteret tid. De fortæller en historie om et progressivt velfærdssamfund, der havde et langt større potentiale, end det, der blev udfoldet, måske særligt på kulturområdet. Ved at lade hiphoppen smyge sig ind i den faktiske historie, lykkes Ørum med at revitalisere drømmen om en mere socialt ansvarlig samfundsmodel. Måske som det velfærdssamfund, vi er ved at afvikle, i en langt mere farverig form.
