København får en tredje kunstmesse

Bag den nye kunstmesse, Enter Art Fair, står holdet fra de sidste par års Code Art Fair. De vil tiltrække de unge samlere med en digital platform.

Code Art Fair 2016

I sidste uge blev det offentliggjort, at København får endnu en kommerciel kunstmesse. Enter Art Fair som den nye messe hedder, bliver dermed den tredje i rækken af københavnske messer, der i år – i lighed med både Chart Art Fair og Code Art Fair – skal finde sted i sidste weekend af august.

Navnet Enter Art Fair refererer til det fokus på det virtuelle og digitale, der skal være en del af den nye messes grundsten. Ifølge hjemmesiden ønsker man at række ud til det yngre segment af samlere og andre kunstinteresserede, der generationsmæssigt bevæger sig med selvfølgelighed i den digitale verden.

Holdet bag Enter Art Fair er i store træk identisk med det, der de seneste to år har kørt Code Art Fair i Bella Centret: Direktør Julie Alf, kurator Caroline Bøge og Irene Campolmi på talks og performances. Hertil kommer teamet bag Artland app, der også fungerede som mediepartnere på Code. Det rejser naturligvis spørgsmålet om, hvad der skal ske med den tre år gamle Code Art Fair. 

«Vi har svært ved at forestille os, at Code fortsat vil eksistere i den kendte form, da vi netop har skabt Enter ud fra et behov, der er opstået blandt andet fra de gallerier, der tidligere har været en del af Code, men som i år ikke har hørt fra dem. Derfor må vi gå ud fra, at der ikke kommer en messe i Bella Center, som vil være relevant for dem at deltage på», udtaler Julie Alf, direktør for Enter Art Fair.

Messen får fysisk hjemme i et 3000 kvm stort telt på Refshaleøen (et tidligere industrielt område i Københavns Havn), hvor man regner med at præsentere en række danske og internationale gallerier. Det er stadig muligt at ansøge om en standplads på messen, og det nye team kan derfor ikke løfte sløret for, hvilke gallerier, der helt specifikt kommer til at deltage. Man har nedsat en kuratorgruppe, med kunstrådgiver Caroline Bøge i spidsen, til at sammensætte et program, der er «progressivt og tankevækkende,» som det hedder på websitet.

«Vi regner med, at det bliver nogenlunde samme gallerier samt samme standard af udstillere, som de sidste par år på Code. Forhåbentligt vil vi løbende inkludere nye og spændende gallerier, siger Julie Alf til Kunstkritikk.»

Foruden den fysiske messe har Enter Art Fair allieret sig med samlerapp’en Artland om, at kombinere det klassiske messeformat med en digital platform, der året rundt skal knytte bånd imellem gallerier og samlere. Den virtuelle del af Enter Art Fair vil desuden inkludere «udstillinger, en VIP-sektion, et samlerprogram og et kunstnerisk program»,

Messens digitale fokus viser sig foreløbig mest klart i ambitionen om at knytte en særlig sektion til den fysisk messe: ENTER.VR, som skal vise præsentationer af VR-værker og værker i andre digitale medier. Desuden arbejder man på et talk- og performanceprogram med fokus på digitale medier, som bliver kurateret af kurator Irene Campolmi. «Vi har valgt et fokus på digitale medier og på VR, da det 3-dimesionelle virtuelle univers går i spænd med vores virtuelle koncept samt strategi – og fordi at ingen andre gør det!,» fortæller Julie Alf.

På Code Art Fairs hjemmeside har man allerede offentliggjort datoerne for 2019-versionen af messen, så noget kunne tyde på, at Code kører videre. Det bekræfter Kristian W. Andersen, som er ansvarhavende direktør, i en email til Kunstkritikk: «Jeg vil meget gerne snart løfte sløret for fremtiden, men kan af flere årsager ikke kommunikere dette nu.»

Diskussion