Fra kød til pixel

Louisianas storslåede Pipilotti Rist-udstilling skildrer 30 års intime udvekslinger imellem krop og skærm, fra low-fi punk til sansemættede totalinstallationer.

Fra den anden side af skærmen presser Pipilotti Rist sit ansigt imod glasset. Hun kører det langsomt rundt, så hendes ansigtstræk flader ud og forvrænges til det groteske, mens følelsen af aggressiv, kropslig intimitet kun bremses af den tynde membran af moderne teknologi. Open My Glade (Flatten) (2000), som værket hedder, har lagt navn til Louisianas nyåbnede udstilling, Åbn min lysning, hvor tredive års udforskning af mødet imellem krop og skærm udfoldes i hele museets sydfløj.

Værket trækker referencer tilbage til Ana Mendietas fotoserie Untitled (Glass on Body Imprints – Face) fra 1972, men hvor Mendieta gennem glassets forvrængninger på symbolsk vis maskerede sig, er skærmen i Louisianas Rist-udstilling et medium for både forhandling og (selv-)fremstilling af den kvindelige krop og subjektivitet.

Der åbnes med den feministiske klassiker Ever Is Over All fra 1997, der fornylig fik en ny generation til at google Pipilotti Rist, da Beyonce plagierede den i musikvideoen til hittet Lemonade. Her ser vi en ung kvinde, der går ubekymret og selvsikkert ned af gaden med en jernafstøbning af en raketblomst og rytmisk smadrer ruderne i de parkerede biler, mens en kvindelig betjent ser anerkendende til. De smadrede bilruder i filmen foregriber udstillingens udvikling frem imod senere værker, hvor den fysiske skærm gennembrydes, transformeres eller helt forsvinder.

Pipilotti Rist, Ever Is Over All, 1997. To-kanals audio-videoinstallation (video still). Courtesy the artist, Hauser & Wirth and Luhring Augustine

I tre små biografer vises Rists tidligste værker fra 80’erne og start-90’erne, der ligeledes perforerer popkultur og kropsidealer, mens de eksperimenterer punket, humoristisk og til tider aggressivt med mediet. I den nærmest kanoniserede I’m Not The Girl Who Misses Much (1986) ser vi Rist alene i studiet i en sort-hvid stil, der minder om 70’er-performanceværker som fx Bruce Naumans, men herligt befriet for den tids selvhøjtidelighed. Med halvblottet bryst danser hun energisk til et nummer, hun selv fremfører for et kamera, der er ude af fokus og regelmæssigt flænser hendes krop op i statiske zigzagstreger. Båndet afspilles på fast-forward, så hendes stemme danser i hysterisk høje toner, mens hendes krop spjætter i alt for hurtige bevægelser. 

Hvis de tidlige musikvideoer emmer af low-fi riot grrrl-feminisme, glider de senere over i noget, der nærmest minder om psykedeliske multimedie-installatoriske chill-out-zoner. Fra Louisianas egen samling vises Sip my Ocean (1996), der breder sine melankolske undertoner af ulykkelig forelskelse ud over to vægge, der kalejdoskopisk spejler hinanden. Igennem et undervandskamera følger vi det forliste forhold fra lykkelige erindringsglimt fra en længste svunden badetur til ruinerne af hjemmet, der synket mod havets bund. Soundtracket er Rists egen halvt desperate, halvt fuck-you-ironiske fortolkning af Chris Isaacs hit Wicked Games, som jeg stadig har på hjernen tre dage efter besøget på Louisiana.

Vandet fosser også i den store installation 4th Floor to Mildness (2016), hvor vi befinder os lige under vandoverfladen i en form for overgangstilstand imellem forskellige verdenen. Liggende i senge under to store skærme i loftet, bliver vi lullet ind i et halvdrømmende univers af Soap&Skins lillepige hviskende stemme, der messer «when I was a child» og sender mine associationer i retningen af lange sommerdage med solen prikkende på indersiden af lukkede øjenlåg. Lige over mig lukker vandoverfladen sig med et brusende suk, der hvirvler rådne blade rundt i strømmen og blander sig med nærbilleder af badende kroppe filmet alt for tæt på; af fingre med svømmehud, blege lemmer og en tånegl, der glimter i lysspillet. 

Pipilotti Rist, Sip my Ocean, 1996. To-kanals audio-videoinstallation (video still). Courtesy the artist, Hauser & Wirth and Luhring Augustine.

Sammenstødet imellem piget-uskyldige erindringsglimt og naturens cyklus fra erotisk saftspændthed til grødet opløsning og forfald rammer en nærmest klaustrofobisk intimitetsgrad, men det er givetvis også fordi den vandrette placering nedsænker hele kroppen i en multisensorisk totalinstallation, der gennembryder den traditionelle relation imellem offentligt og privat rum, at jeg føler det så grænseoverskridende.

Grænsen imellem krop og billede går endeligt helt i opløsning i den meget instagramvenlige installation Pixel Forest (2016), hvor vi bevæger os rundt imellem 3000 LED-lys indkapslet i krystalformet resin, der gradvist skrifter farve, som gled et enormt videobillede i slow motion gennem hele installationen. Det er forførende smukt på den Kusama-agtige måde, der får mobiltelefonerne til at lyse om kap med installationens LED-lys og lader beskuerens egen selviscenesættelse igennem skærmen blive værkets egentlig centrale pointe. Sammenstillet med et værk som Selbstlos im Lavabad (1994), hvori en mikroskopisk Rist råber op gennem en knast i gulvet, bliver Pixel Forest desuden et interessant billede på, præcis hvor omskiftelige og ustabile kropslige erfaringer og skalaforhold kan være i en digital billedverden.

Gradvist igennem udstilling flytter Rists audiovisuelle værker sig fra det statiske rum, der er afgrænset af monitorens rækkevidde og ud i projektioner direkte på vægge, lofter og objekter, som eksempelvis et Asger Jorn-fad, der synes at blive nærmest flydende gennem projektionen af en meget farverig solnedgang. Igennem projektionerne transformeres objekterne til porøse membraner og flydende overflader, der nærmest dematerialiseres i et konstant flux. Rist er på en gang medskyldig i og kritisk overfor den digitale billedverdens forførende natur, og med sin legende og farverige sanselighed udfolder Åbn min lysning dermed både de fantasier og den angst, der knytter sig til skærmenes triumferende indtog i vores liv.

Diskussion