Formelle glæder

Hanne Nielsen & Birgit Johnsens udstilling på Overgaden lider under en lidt overstyret formidling af kunsthistorikerens interesse for form.

Hanne Nielsen & Birgit Johnsen, Outside is Present, 2017. Installation view, Overgaden, 2018. Udsnit af foto af: Anders Sune Berg.

Over de seneste fem år har man på Overgaden dykket ned i sin egen institutionelle historie og med jævne mellemrum – en gang om året – støvet en tidligere udstilling fra Overgadens historie af og genopsat den med samtidige briller. I denne sidste runde af formatet, som går under titlen Revisit, er det Hanne Nielsen & Birgit Johnsens videoinstallation Territorielle udsagn (vist første gang i 2002), der er blevet udvidet til en ret generøs midtkarriere-retrospektiv med værker, der strækker sig helt tilbage til de tidlige 1990’ere.

At man har valgt at genbesøge Territorielle udsagn giver afsindig god mening i en #metoo-tid. På installationens to skærme møder vi seks kvinder, der alle fortæller om en oplevelse, hvor deres personlige grænser blev overskredet. Fortællingerne er filmet over flere dage og i løbet af den næsten en time lange video sker der små skred i deres ordvalg og fortællinger, og sammen med skiftende beskæringer, belysninger og kameravinkler, ændres også vores oplevelse af historiernes karakter.

En enkelt af kvinderne ændrer fuldstændig forklaring, efterhånden som videoen skrider frem, mens andre historier blot kommer til at stå i et lidt andet lys i takt med, at vi præsenteres for forskelle formelle vinklinger. Værket er således en interessant – og flere steder også en ret rørende – påmindelse om, at vidneudsagn og personlige narrativer ikke alene skifter karakter over tid, men også aflæses forskelligt alt efter, hvordan de bliver medieret.

Territorielle udsagn kunne have været udgangspunkt for en højaktuel udstilling med fokus på de kønspolitiske aspekter af Hanne Nielsen og Birgit Johnsens omfattende praksis. Som mange andre kvindelige kunstnere, der søgte en anden vej end det mandsdominerede maleri, kastede Nielsen og Johnsen sig over det nye og mere intime videomedie og udviklede en helt særlig sensitiv fortællestil, ofte opbrudt over flere skærme. Og på Overgaden er det netop parrets nybrud i opklippede narrativer og medierede virkeligheder, der er i fokus.

Hanne Nielsen & Birgit Johnsen, Modern Escape, 2018, still.

De i alt 19 værker er inddelt i fire sektioner med udgangspunkt i helt formelle træk og med hver sin titel. «Teknologiske meditationer», «Virkelighedsmontager», «Det punkterede klimaks» og «Opløsningen af den fjerde væg», lyder overskrifterne på de formidlingsplancher, der er som taget ud af en grundbog om videomediets formelle karakteristika.

Med et solidt greb i Marshall McLuhan forklares det flere gange, at bare fordi det er video, vi ser, så er det altså ikke ensbetydende med, at det er ren dokumentar, eller at vi kan forvente en tydelig narrativ struktur. Der er en spøjs tilgang, både fordi videoerne hos Hanne Nielsen og Birgit Johnsen er så åbenlyst konstruerede, at man kun vanskeligt kan overse det aspekt, og fordi det netop i en Revisit-udstilling, hvor man jo altså skulle se på værket med nye briller, fremhæver en lidt old school tilgang til videomediet.

Efter et indledende rum, hvor der bliver nørdet igennem med netop mediet og teknologiens mange muligheder, glider vi ind i bagrummet, hvor en række værker er sammensat ud fra det lighedspunkt, at de er sammenstykket af flere forskellige perspektiver på det samme emne. Her finder vi blandt andet Defence Against the Unpredictable (2014), som er en både morsom og vildt fascinerende montage på fire små skærme og en stor baggrundsprojektion, der fører os igennem en underjordisk gang af den slags, man kan finde i katakomber eller underjordiske bunkere.

Hanne Nielsen & Birgit Johnsen, Modern Escape, 2018, videoinstallation. Foto: Anders Sune Berg.

På de mindre skærme fortæller fire survivalists om deres bestræbelser på at forberede sig på den forestående katastrofe ved at hoarde konserves, bevæbne sig til tænderne, studere fortidens beskyttelsesrum ned til mindste detalje eller skabe egne små biosystemer. Den ene video afsluttes med en lille tegneseriesekvens, hvor en skildpadde kryber ind i sit skjold for at søge skjul for en tændt dynamitstang.

Kombinationen af galgenhumor og foruroligende stemninger sat igennem belysning, kameravinkling og lydspor er et andet gennemgående spor i Nielsen og Johnsens praksis, som man godt kunne have udfoldet yderligere.

På Overgadens førstesal er begge dele rigeligt til stede i et værk som Outside is Present (2017), hvor vi følger to kappeklædte ryttere igennem en idyllisk landsby tilsat fremmedelementer som udbrændte biler, tyk røg, brændende barrikader og bevæbnede mænd. Det er The Handmaiden’s Tale møder Don Quijote i en højdramatisk setting, der ender med at skuffe vores forventning om en narrativ udvikling for de to rygvendte karakterer.

Den meget formelle kuratering fungerer bedst i den sidste sektion, «Opløsningen af den fjerde væg». Her kommer der omsider lidt sanselighed ind i alle de teoretiske overvejelser igennem tre værker med fokus på kroppens fysiske tilstedeværelse i værkerne, heriblandt det nyproducerede Modern Escape, hvor elementer fra videoens rum får fysiske krop, mens rummet selv opbrydes af skærme, der transmitterer visuel information andre steder fra.

«At skille form og indhold ad lader sig selv sagt ikke gøre,» står der i udstillingens formidlingsmateriale, men der er ingen tvivl om, at det primært er en kunsthistorikers glæde for videomediets formelle træk, der fylder i denne udstilling. Om man deler denne glæde er vel en smags sag. Jeg kunne godt have drømt om lidt mere sanselighed, humor og lethed i udstillingen af to kunstnere, der netop er kendetegnet ved en legende tilgang til mediet.

Hanne Nielsen & Birgit Johnsen, Modern Escape, 2018, videoinstallation. Foto: Anders Sune Berg.

Diskussion