Form på kroppen

Med indsættelsen af et crossfit-træningsrum på Overgaden problematiserer Naja Maria Lundstrøm med ironisk alvor, hvordan den sunde krop kan formes og performes. Kritikkens sigte er dog ikke helt klart.

Naja Maria Lundstrøm, Well It's Not Going to Lift Itself, 2014. Overgaden, København. Foto: Anders Sune Berg.
Naja Maria Lundstrøm, Well It’s Not Going to Lift Itself, 2014. Overgaden, København. Foto: Anders Sune Berg.

Naja Maria Lundstrøms første soloudstilling (siden hun tog afgang fra Det fynske kunstakademi i 2011) problematiserer danskernes forhold til sundhed. Det kommer til udtryk i et par videointerviews med kunstneren selv, der vises på fladskærme i en totalinstallation i form af et crossfit-træningsrum, der indeholder ekstremsportens redskaber – vægte, mukkerter, kettlebelts og dæk. Redskaberne er udlånt af CrossFit Copenhagen og installationen fremstår som en slags ready-made. Fladskærmenes placering kunne æstetisk mime tv-skærme i et fitnesscenter, men ellers er videoernes indhold ikke sat direkte i forbindelse med crossfit som sportsform.

Lundstrøm, vist i næsten close-up, fortæller i stedet om sit eget forhold til sundhed; hvad spiser hun, hvordan træner hun og hvad gør det ved hende. Hun fortæller, at hun siden 2006 ikke har spist kulhydrater, at hun hver mandag får en kasse med økologiske grøntsager, frugt, kød og fisk leveret til sin dør, at hun har trænet biceps i to uger med tonede overarme som resultat og at hun træner hver morgen i ti til tredive minutter. Her bryder intervieweren ud i grin og det smitter til Lundstrøm, der selv forsøger at holde latteren tilbage, da hun med en god dansk accent grinende slår fast; «It’s really true!» I det andet interview hører vi om det danske sundhedssystem, danskernes (ikke-eksisterende) forhold til sundhed og hvordan folk i andre lande er anderledes bevidste og gør alt for at nå deres sundhedsmæssige mål.

Naja Maria Lundstrøm, Well It's Not Going to Lift Itself, Overgaden, København, 2014. Foto: Anders Sune Berg.
Naja Maria Lundstrøm, Well It’s Not Going to Lift Itself, Overgaden, 2014. Foto: Anders Sune Berg.

Lundstrøm fremstår positiv, åben og naiv i hendes overlevering af viden om sundhed, fordi hendes pointer er klichéer man lige så godt kan hente i den lettere ende af medieskalaen. At hun ikke kan lade være med at grine viser, at hun med stor sandsynlighed ikke står bag sine udsagn – eller gør hun? 

Videoerne giver indtryk af en mærkbar tvetydighed og minder æstetisk og indholdsmæssigt om betroelsesgenren som vi kender den fra reality TV eller fra selvhjælpsvideoer. Internetfænomenet Kernesund Familie er et godt eksempel, hvor grundlæggeren Ninka-Bernadette Mauritson taler om sundhed gennem oplevelser på egen krop, der netop ser alt andet en sund ud og punkterer hendes klichéfyldte sprog før pointerne er sagt. Ligeledes er Lundstrøms mundvige rødligt skorpede (iscenesat eller blot B2-vitaminmangel?) og hun giver selvhjælpsråd som; «follow your heart, it keeps you healthy.»

Klichéen om danskernes dovenskab rammer også Lundstrøm selv, der får økologiske råvarer leveret, laver al mad selv og har råd og overskud til at lade være med at spise kulhydrater. Det er med andre ord et privilegeret og aktivt sted hun taler fra, men det sted er samtidig så iscenesat, at man fornemmer hun i stedet indtager det for at problematisere det som småborgerligt og smådømmende. Hermed performer Lundstrøm det hun kritiserer og heri består videoernes drillende tvetydighed. Fokus forbliver på overfladen – også kroppens – og i stil med tidlig feministisk kunst, der viste, hvordan kroppen blev formet af omgivelserne, og i stil med queer-greb ser vi hos Lundstrøm, hvordan idealet om den sunde krop kan (per)formes og klichéer lip-synces. Danskhed kritiseres med danskhed og det rammer præcist på både satirisk og kærlig vis.

Men hvordan kritikken af danskheden forholder sig til crossfit-træningsrummet fremstår ikke klart. Lundstrøm refererer ikke direkte til crossfit i videoerne. Publikum kan benytte sig af træningsrummet gratis og komme til informationsaftener om crossfit i udstillingsperioden og man må derfor gå ud fra, at sportsformen tages alvorligt. Crossfit er en intens sport, der inviterer til at træne flere gange om ugen og som kræver et højt aktivitetsniveau, særligt tøj og en forholdsvis god økonomi. Det er alment kendt, at ens sundhed er udsat jo lavere indkomst man har og her mangler jeg en tydeligere overvejelse fra Lundstrøms side om, hvad crossfit italesætter i forhold til sundhed, privilegier og samfundsklasse – hvilket videoerne gør indirekte og satirisk ved at udstille det privilegerede, overskudsfyldte og kropsfokuserede individ. Da crossfit ikke nævnes i videoerne, integreres videoerne og crossfitinstallationen ikke rigtig og begge udsagn forstyrrer snarere end supplerer hinanden. Og det gør overordnet udstillingens budskab mudret og lader crossfit-installationen fremstå som en løsrevet gimmick i forhold til videoernes subtile og satiriske kritik af danskernes forhold til sundhed.

Naja Maria Lundstrøm, Well It's Not Going to Lift Itself, Overgaden, København, 2014. Foto: Anders Sune Berg.
Naja Maria Lundstrøm, Well It’s Not Going to Lift Itself, Overgaden, København, 2014. Foto: Anders Sune Berg.

 

 

 

Comments