Til udstillingsåbningen fredag aften står jeg under de faretruende rester af en slags afbrændt plastikhval som hænger ned fra loftet. I mit hoved runger ét ord: Økodoom. To andre observationer bekræfter den dystopiske fortælling jeg allerede er igang med at opfinde: En stor del af værkerne er holdt i sort-hvid. Mit overbelastede hoved kværner videre: Recession, farverne sparet væk, death of Multikulti, og igen… økodoom. Jeg styrer igennem udstillingen, lige hen til en klynge af værker signeret duoen Lewis & Taggart. Øverst på en træstump, som synes at vokse ret op af gulvet, balancerer to bøger, begge i massivt træ: Naturromantiske Jean-Jacques Rousseaus The Confessions og Paul Austers The Music of Chance; altså natur, altså tilfældighed. Jeg overser den sirlige stabel af sten ovenpå bøgerne (som henviser til et bestemt Rousseau-citat genbrugt af Auster), ler og føler mig bekræftet i de forestillinger jeg allerede har gjort mig i forhallen, under resterne af plastikhvalen.
Heldigvis er jeg lidt klarere i hovedet næste dag, hvor jeg passerer under plastikhvalen uden at lade mig skræmme ind i et nyhedspåvirket master narrative. Anngjerd Rustands fotogene værk Erratic består af en stensky – mange, mange små sten – hængt op i nylontråde. Stenene hænger således at et rum priviligeres i midten, og en forgrund og en baggrund skabes som bevæger sig dynamisk i forhold til hinanden idet man cirkler omkring stenskyen. Ordet «erratic» henviser til en geologisk uregelmæssighed, fx kan der være tale om større sten som er blevet ført afsted på en gletcherstrøm og endt på mærkelige steder hvor intet i stenens omgivelser ligner den. Værket har en egenartet tiltrækningskraft, ikke mindst på børn som ofte er ivrige amatørgeologer. En dreng smider sig på gulvet og forsøger igen og igen at sno sin hånd ind i midten af stenskyen uden at sætte stenene i bevægelse. Til sidst falder han drømmende om på ryggen, blikket forsvinder op i taget. Erratic minder om et smithsonsk Non-Site, ikke alene i kraft af stenenes forflyttelse til gallerirummet, men også i kraft af det faktiske, og helt urørlige, rum som stenene omkranser.
Imellem myggen og linealen lever vi, skriver Jeremy Welsh (koordinator for masterstudiet ved Kunsthøgskolen i Bergen) i kataloget, og kaster lys over den ellers ikke helt åbenbare udstillingstitel: «This is where we live; between the mosquito and the ruler, between that which is moving, unpredictable, alive, attuned to its environment (context) and that which seeks to measure, to impose order, strictures, boundaries and conventions.» Rustand (som iøvrigt også viser sig som en habil essayist i folde-ud-værket Bolivia) har skabt et dirrende rum for det liv som bevæger sig så fleksibelt som myggen, tænker jeg, og drejer ind i den store sal. It’s like asking for trouble.
Anne Marthe Dyvis Installasjon i svart og hvitt udforsker spændingen mellem det endimensionelle lærred og rummet, her forstået som en container med to blanke flader af sort og hvid væske, som på en næsten perfekt måde spejler det rudeinddelte museumsloft. Som hos Rustand findes en klar afgrænsning mellem det indre og ydre, værkerne tager demonstrativt rummet i brug, men den poetiske tone hos Rustand drejer mod det ironiske hos Dyvi. Mellem containeren og lærredet, et gammelt filmfremvisningslærred, spreder en løber sig ud – ikke helt underholdningsindustriens røde løber; denne løber er kulsort. På lærredet flyder sorte og hvide flader af maling, tilsyneladende i bevægelse, som var malingen våd, men de to felter bløder aldrig ind i hinanden, ingen drømmende silver screen. Mit fortolkningsapparat tikker definitivt på overtid, men jeg spekulerer på hvilket alternativ containeren danner, med sin spejling af rummet i en firkant af eksotisk kulstøv.
Den største sal ender næsten altid i kaos med så mange kunstnere og så lidt plads til hver. I år kan man sige at kaos minimeres en smule af den konsekvente brug af sort-hvid i mange værker. Hen over gulvet breder sig et vævet tapet. Et dramatisk panoramafoto af Bredtveit fængsel (et kvindefængsel i rurale omgivelser udenfor Oslo) ligger til grund for tapetet, som er produceret ved hjælp af en digitalstyret Jacquard-væv i Tilburg, Holland. Jeanett Ann Goodwins værk Bredtveit Tapestries (Gallery Edition) fremkalder et umiddelbart wow på grund af de overvældende mikrostrukturer (ikke ulig Hanne Grieg Hermansens og Kristin Velles ufatteligt detaljerede blyantstegninger), men det er næppe teknikken som er interessant i dette konceptuelle værk, snarere er det tankevækkende at værket findes i to kopier, hvoraf det ene er sendt til Bredtveit fængsel og nu – må man formode – præger indersiden af fængslet med sin Wuthering Heights-agtige, gotiske vildskab.
Duoen Lewis & Taggart har skabt en lille skov af rustikke træskulpturer og præsenterer sig selv ved ikke at præsentere sig selv. Et identitetsslør lægger sig over hele affæren og får duoen til at minde om det maskerede electroband The Knife: På et fotografi læner to vakkelvorne orme af stof sig lidt tøvende mod hinanden. I det hele taget virker det som om den selvbiografiske vending har sat sig i halsen på flere, eller er midlertidigt udtømt af divaer som Bjarne Melgaard og Karl Ove Knausgård. Man kan måske også sige at det rækker med den ambitiøse titel Two Whales, Jean-Jacques Rousseau and the Hunter of an Albino Moose. Der er nu alligevel noget dragende over Lewis & Taggarts hjørne, som et stage set til en fortælling om jagten som initieringsritual, et genkendeligt litterært motiv.
Anja Ulset har en god løsning på de eventuelle pladsproblemer, hun har simpelthen lavet en model af Bergen Kunsthall og viser i mikroformat hvordan en seperatudstilling med Ulset i alle rum ville tage sig ud. Ulset er allerede kendt fra forskellige bergensiske konstellationer, bl.a. fanzinet Ikke til hjemlån og mail art konceptet Distribusjon. Bergen Kunsthall 1:30 er et morsomt intermezzo, men virker løsrevet fra den øvrige tankeproduktion, en løsrevethed som vifter med armene i retning af en genkendelig institutionskritisk tradition. Ricardo del Pozos lydinstallation adaptation/volume slynger blide, organiske knæk-og-plop-lyde rundt i et rum som faktisk balancerer perfekt, almost zen-like, som eksisterede der en sammensværgelse mellem de fem kunstnere som udstiller her. Dette er – måske paradoksalt – det stilleste rum på udstillingen, med værker som alle er yderst tilbageholdne i deres kommunikation. Presset og støjen fra tegn og signaler er på et minimum, man passerer gennem et ganske opløftende mulighedsrum.
To videoværker bør nævnes til slut. Det er først Gøril Wallins Begge Dører Skal være Open i Sommer Halvåret / Both Doors to be Open in the Summer som netop er … to døre, men også fire videovægge hvor der skrues maksimalt op for det gestiske – og muligvis kønsspecifikke – sprog i en fortælling præget af lidt for stive dikotomier mellem natur og kultur: En stewardesse rejser rundt med sit lille omsorgscirkus, en rullekuffert fuld af ørepropper og exit-flag og en informationsrutine som hun gentager i forskellige omgivelser. I de øde naturlandskaber (tre af de fire vægge) virker hendes omsorg og advarsler pointeløse, absurde, bl.a. vaklende udført alene i en vippende båd. Men stillet foran et team af kanonaffyrende soldater kommer hendes sprog til syne og til nytte, hendes rutine er pludselig både spektakulær og rytmisk frapperende. Karén Nikgols fuldstændig vilde Total Recall 2 er udstillingens morsommeste bidrag, og sandelig, det er her den forkullede plastikhval hører til. Med en cool lo-fi trash-æstetik, som en anden videospilagtig krydsning mellem Dr. Who og en Hamas-produceret hostage video, trækkes vi gennem en ganske håbløs historie om en quest for ultrafire. Der er så mange og lange information dumps at det som står igen – heldigvis – er billeder … virkelig syge billeder.
