Den vægelsindede cyborg

Hos Biba Fibiger på c4 projects i København er vi midt i en skabelse, der tøver lige dér, hvor noget begynder at antage fast form.

Biba Fibiger, La Nana Nano_en voyage, 2019.

I’m turned on on on on, kalder en maskinel stemme ud i rummet. Herefter en lang pause. I’m turned on on on on on, forsøger den igen. Men ingen svarer, ud over et ekko fra endnu en højttaler i bagrummet.

Vi er i Biba Fibigers udstilling La Nana Nano_en voyage på det kunstnerdrevne c4 projects på Københavns Vesterbro, og stemmen kommer fra en lille højttaler forbundet til en iPhone, som er monteret på noget, der både ligner lidt et møbel og en form for krop – en metalkontruktion, der kunne være understellet fra et bord, men et bord, der ligesom går lidt i knæ. Fra toppen af konstruktionen griber metalstivere ud i luften som hænder og hvor et hoved kunne have været, lyser iPhonens blå skærm op.

Rundt omkring på gulvet befinder sig en række mindre keramiske værker, der synes at befinde sig et eller andet sted  imellem form og det uformelige. Nogle antager ydre konturer af kendte former, eksempelvis et par naivistiske højhælede sko i brun keramik. Andre, eksempelvis et Yves Klein-blåt hoved på et lejde af grønne klodser, er anderledes svære at definere.

La Nana Nano – et sammenstød mellem Niki de Saint Phalles kæmpeskulptur La Nana og en reference til nanoteknologi – er en tilbagevendende figur i Fibigers praksis, som repræsenterer billedet på en feminin fremtid. Som en cyborg er hun i stand til at se og forudse det, der ikke lader sig registrere af det menneskelige øje, og det er hendes fire blik, der kommer til udtryk i lydværket som henholdsvis moderen, algoritmen, skulptøren og universet. Det er positioner, der alle har et feminint, skabende potentiale, men som på en eller anden måde er i konflikt med den statiske, fysiske form og måske særligt med det, der bliver projekteret over i den. Derfor tøver den og stopper op lige inden den udkrystaliserer sig til noget specifikt, for i stedet at glide over i en anden position.

Det er et spændende sted at stå som skulptør; lige dér, hvor materialet har en indre spænding, der endnu ikke er udløst og formen stadig kan glide over i noget uformeligt, og jeg synes, at det lykkes Biba Fibiger at holde sit værk lige dér, hvor spændingen er stærkest. Her fornemmer man en skabende kraft, der nok er ladet med betydninger, men som endnu undsiger sig en bestemt definition. La Nana Nano folder sig her ud som et alkymistisk laboratorium, eller som den vægelsindede figur, der i lydværket omtaler sig selv som «something living, sometimes object, like liquid crystal.»

Biba Fibiger, La Nana Nano_en voyage, 2019.

Diskussion